Mine sidste 3 uger i Porto!

Mine sidste uger i Porto!

Savn, glædestårer, tristhed og endnu mere savn

Jeg var rigtig god til at skrive blogindlæg i mine første måneder i Porto, men efter lidt tid stoppede jeg med at skrive og brugte min Facebook meget mere for at vise hvordan jeg har det her i Porto. Det har nok også være tydeligt for mange, især min familie og venner hvor meget jeg elsker denne by og jeg har drillet lidt med, at jeg aldrig ville komme tilbage, når de har spurgt mig hvordan det er at bo i Porto! :)
- Frygt ej, jeg kommer hjem, og det gør jeg helt præcis om 2.5 uger fra i dag! Jeg lander i Kastrup d. 13 maj kl 15.10 i dansk tid, hvis det skulle have interesse for nogen, har jeg altid drømt om at blive taget imod med flagrende dansk flag! Selvom jeg egentlig altid har syntes det var latterligt, de få gange jeg har taget med mor og hentet de nye Rotary udvekslingsstudenter i lufthavnen. Nu er jeg selv en udvekslingsstudent og jeg drømmer faktisk om at blive taget imod af flagrende dansk flag når jeg sætter mine ben i Danmark efter at have boet 10 fantastiske, vidunderlige måneder i Porto.

Jeg har i de sidste uger begyndt at blive trist og langsomt er jeg blevet følelsesmæssigt ustabil. Jeg har aldrig rigtigt været typen der var trist over at skulle tage hjem, ingen gang da jeg sluttede på efterskolen græd jeg. Nu efter jeg selv har sendt mig afsted som udvekslingsstudent, har jeg fået nye venskaber i alle former, set venner tage hjem uden at græde men stadig være trist fordi jeg ville savne dem - er det nu blevet min tid til at føle alt det de følte i deres sidste måned af deres udvekslingsophold.
De sidste to uger begyndte min rollercoaster tur af følelser, jeg er som person meget følsom og ofte reagerer jeg efter mine følelser, men i disse sidste uger har det været umuligt at styre mine følelser, når jeg har grædt, har nogen af mine venner tænkt at jeg var total latterlig fordi jeg græd over en lille ting men som alligevel fyldte meget for mig. På den anden side har jeg haft venner der trøstede mig og udemærket godt forstod hvorfor jeg græd og begrundelsen til jeg græd. I dette øjeblik var hvor jeg så mine venners sande jeg, hvilket var noget af en opvågning helt generelt.

Normalt er jeg ikke typen der kaster med ordet "elsker" omkring mig, som var det øl jeg drikker i happy hour. På det sidste har jeg brugt ordet "elsker" meget mere, men til gengæld bruger jeg det kun når jeg virkelig mener det. Jeg savner min familie utrolig meget, savnet er for stort nu, at det overvælder mig og vælter mig fuldstændig omkuld. Jeg har aldrig haft så stort savn i mit liv som jeg har lige nu. Mit savn indeholder min familie, Coffee, mine venner i Danmark, minder jeg har med min famile og venner, dansk mad men specielt mors mad, hendes mad er min favorit mad i hele verden! Jeg savner Danmark og alt hvad der hører til Danmark, gratis sygehjælp - ja jeg har været et par gange på hospitalet i Porto og jeg har kun én ting at sige omkring det, It's a BITCH being sick in Portugal! Første gang ventede jeg i 5 timer bare for at tisse i en kop, fordi jeg havde blærebetændelse og min blære var begyndt at bløde. Sidste gang ventede jeg i 11 lange timer fordi jeg havde lungebetændelse. Jeg fik behandling i hele 3 timer fordi de ville være sikre på at det ikke var min astma der gjorde mig dårlig.
Man kan ikke rigtigt sige at de ved hvordan det er at arbejde på akkord her i Portugal! De tager alting stille og roligt og går langsomt som skildpadder, det kan man ikke ligefrem sige om deres kørsel! Flere gange har jeg tænkt at jeg ville ende i en bil ulykke når jeg har kørt i bil med portugisere. Pga deres vanvittige og dårlige kørsel, prøver jeg at undgå at køre i bil med dem! :)
Jeg savner også dansk natur, dansk forår, den dejlige danske sommer med lange nætter hvor det aldrig bliver helt mørkt, dansk gammeldags is, grill aftener på mors terrasse eller andre steder med kød i alle afskygninger, danske grill pølser med ketchup, sennep og remoulade - ja remoulade findes ikke i Portugal, så jeg har nydt det de gange mor sendte remoulade til mig sammen med mit sædvanlige savn af torskerogn og makrel i tomat på dåse!
Sjovt nok savner jeg også myg når man sidder længe om aftenen og stadig griller, så man har mygge lys tændt. Kort sagt jeg savner mange forskellige ting, minder og ikke kun mennesker.

Når folk spørger mig om jeg glæder mig til at komme hjem, har jeg haft svært ved at give dem et svar fordi for hver dag jeg har tilbragt i dette skønne land, men mest Porto har jeg elsket Porto så meget at jeg ser denne by som mit andet hjemland. Jeg er rigtig trist over at skulle forlade Porto, ikke kun Porto men også mit liv, mine venskaber jeg har skabt her. Man kan vel godt sige at jeg slutter endnu et kapitel af mit liv, men livet er ikke slut - det venter mig mange flere spændende kapitler af min bog. Bogen som jeg selv skriver!
Jeg vil savne at gå på gaderne og alle mulige mennesker siger god morgen, god middag eller god aften - dog er det mest de gamle mennesker der siger dette til mig, hver dag jeg går til og fra arbejde. Jeg vil savne at bruge de usædvanlige 10 minutter om morgenen for at vente på bussen, det er sjældent at den kommer til tiden! Jeg vil savne at gå til stranden, lyden og synet af bølgerne men mest af alt vil jeg savne at ligge på mit board i vandet, vente på den næste bølge, padle som en vanvittig for at få nok kraft på når bølgen kommer tættere på mig, mærke bølgens kraft tage fat i mit board mens jeg padler, og dernæst at surfe på bølgen mens jeg har det mest fantastiske smil samt hvilket rush det giver. DET vil jeg savne allermest!

Jeg vil savne hvordan man kan lave en "pubcrawl" hver gang jeg er ude i nattelivet, jeg vil savne hvordan jeg tit møder mine venner ved Adega eller Piolho, hvor vi drikker billige drinks heriblandt øl hvilket jeg drikker mest af, eller min favorit cocktail, den brasilianske Caipirinha!
Jeg vil savne at gå hjem fra byen og nyde dagens solopgang, ja det har sket for mig nogle gange, eller at se solnedgangen hvilket til tider kan være ret magisk. Jeg vil savne at smile hver gang solen skinner og det mest mærkelige jeg vil savne er at kysse folk på kinderne hver gang jeg hilser på dem.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at komme hjem til mit moderland, landet hvor alt er muligt indenfor GRATIS uddannelse og man kan uddanne sig til næsten alverdens ting. Jeg glæder mig dog mest til når jeg lander i Kastrup og jeg ved at min mor står og venter på mig, forhåbentligt med dansk flag. Hun vil møde mig med et kæmpe smil på læben, smilet vil sikkert række mine ører og hun vil modtage mig med et kæmpe kram!
Den person jeg har savnet allermest mens jeg har boet i Porto, er ingen mindre end min dejlige mor. Hun betyder alt for mig og hjælper mig med alverdens underlige ting, nogen gange er det bare en skulder at græde ved uden at hun siger det mindste ord men lytter til mig. Uden min mor ved jeg faktisk ikke hvordan jeg ville klare mig uden at lyde for negativ.
Jeg savner Nico min "bonusfar", hans superkram han altid giver mig, eller når han kysser mig på kinden hvorefter jeg altid tørrer min kind mens jeg siger ad. Hvordan han griner, eller når han griner af sin egen dårlige humor, hans grin får mig altid til at grine uden at det han siger er sjovt. Jeg savner hvordan han altid driller min mor og jeg kan se hun synes han er latterlig, mens han sender mig de mest mærkelige ansigtsudtryk til mig.
Jeg savner min far, hvordan han altid ringer til mig på de mest dårlige tidspunkter ifølge mig, men når vi alligevel snakker sammen er det faktisk meget rart at snakke i telefon med ham i en time. Nu tænker i sikkert at vi kun taler om mig, det gør vi også men vi taler også tit om ham og alle mulige andre ting. Jeg savner at Skype med ham, fordi computer teknik er ikke lige hans stærke side. Jeg smiler og griner altid når vi starter vores Skype samtale og han ikke kan "høre" mig men sagtens kan se mig, mens jeg udemærket kan høre ham! :D
Jeg savner Coffee, min dejlige hund, jeg savner hende faktisk hver dag og jeg tænker tit på hende. Inden jeg tog til Portugal var jeg meget bange for at hun ikke ville være der når jeg kom tilbage til Danmark igen, fordi hun er faktisk 11 år men bliver 12 år til oktober. Hun er ved at være en gammel hund og det ses mere efterhånden. Hun har for noget tid siden været syg i en uges tid med maveinfektion og det gjorde mig rigtig trist, fordi jeg ville være hos hende og kramme hende, men jeg kunne intet gøre fordi jeg er så langt væk fra hende. Hun er dog blevet rask igen da hun fik antibiotika.
Coffee er og bliver min bedste ven gennem alle tider, hun får mig til at smile og grine, hun trøster mig når hun kan mærke jeg er trist, hun leger med mig når hun kan mærke jeg er legesyg. Ja jeg er faktisk meget legesyg, vi spiller altid bold med hinanden eller leger som hvis jeg selv var en hund. Det indeholder en masse tumlen rundt på gulvet, hvordan jeg fanger hende med min ben eller hvordan jeg altid spærrer vejen for hende hvis hun vil gå gennem en dør. Hun synes sikkert tit jeg er irriterende når jeg spærrer for hende men hun har aldrig gøet af mig eller rækket tunge som vi mennesker gør.
Jeg savner Tobias, min bror, selvom han bor i København og jeg ikke ser ham så tit alligevel, men så savner jeg da selvfølgelig min storebror! Jeg savner hvordan vi altid ender med at give et akavet kram til hinanden fordi han er så høj, og jeg er lille, så jeg står altid på tæer mens han bukker sig ned og alligevel ender det med at min hage rammer hans skulder eller andet lignende! Jeg savner vores snakke i bilen når han henter mig i Odense og vi kører hjem til mor og Nico eller kører hjem til far.
Jeg savner mine to søstre Laura og Majken. Jeg ser ikke Laura så tit længere men derfor betyder det ikke at jeg ikke savner hende ligeså meget som jeg savner Majken!
Jeg savner min morfar og hvordan han altid fortæller mig gamle historier eller viser mig antikke ting gennem vores families generationer.
Jeg savner Sonja, og hvordan hun altid spørger mig om jeg er sulten eller tørstig inden jeg knapt nok er trådt ind gennem døren. Jeg savner at drikke te med hende og spise småkager men jeg lytter til morfars historier.
Jeg savner min farmor og farfar, hvordan de altid siger at jeg er blevet højere siden sidst de så mig mens de giver mig et kram. Jeg savner hvordan de altid giver mig så meget mad mens jeg er på besøg, så jeg altid har ondt i maven når jeg sidder i toget på vej hjem. Jeg savner farfars historier om livet, hans gode humor og hvordan han til tider viser mig familie billeder og har en historie eller kommentar til hvert billede i albummet.
Jeg savner mine venner! Jeg savner at lave alt og ingenting med Ieva, Maria, Renate og Nadja!
Jeg vil ikke skrive hvilke ting eller minder jeg savner med dem for de ved det udemærket godt selv! :)

Jeg tror jeg vil slutte min blog for denne gang, jeg kan se den alligevel blev ret lang uden at jeg tænkte over det da jeg først gav mig til at skrive.
Jeg savner og elsker jer alle sammen, selv familie og venner jeg ikke har nævnt i dette blog indlæg.

Tchau, grandes abraços e muitos beijos!
Eu amo todos vocês!